Karisefonden er et helhedspædagogisk bo-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud til unge og voksne mennesker med særlige læringsforudsætninger som f.eks. udviklingshæmning, autisme og ADHD.
Karisefondens praksis hviler på anerkendelse af hvert enkelt menneskes mulighed og interesse for at danne og uddanne sig gennem øvende medvirken i et meningsfuldt fælles liv på arbejdet, under uddannelsen, i hjemmet og i fritiden.
Vi tilbyder STU, § 107 botilbud, § 85-støtte, § 104 dag- og fritidstilbud samt socialøkonomiske virksomheder, hvor man kan arbejde i § 103 beskæftigelsestilbud.
Karisefonden (KF) er etableret som selvejende fond i 2018.
KF er en fond med et almennyttigt og velgørende formål. Fonden retter sin virksomhed mod den gruppe borgere med særlige behov, der er omfattet af lov om social service. Fonden driver sin virksomhed som et helhedspædagogisk bo-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud til unge og voksne mennesker med særlige læringsforudsætninger som f.eks. udviklingshæmning, autisme og ADHD.
Karisefonden består af en række forskellige tilbud, der udsprang fra Karise Efterskole i 2008. Gradvist er der kommet flere både bo-, beskæftigelse-, aktivitets- og uddannelsestilbud til. Per januar 2023 er Karisefonden godkendt til 133 beboere/studerende. Vi har mere end 100 fastansatte samt et antal løst tilknyttede medarbejdere.
I Karisefonden arbejder vi ud fra vores værdigrundlag om, at alle mennesker har ret til et ligeværdigt liv, uanset evner og social baggrund. Vi arbejder sammen med beboerne og eleverne, så de opnår flest muligt kompetencer henimod større selvstændighed.
Vi arbejder i STU systematisk og dokumenterende med individuelle mål og pædagogiske handleplaner, som der løbende er opfølgning på. Den enkeltes forløbsplan udarbejdes og justeres i samarbejde med personen selv.
Vi arbejder målrettet med at fremme sundhed og trivsel blandt vores elever. Vores mad- og måltidskonsulent rådgiver om sundhedsfremme og har bl.a. udarbejdet Karisefondens Mad- og Måltidsvision.
Målet er, at vores beboere lærer vigtigheden i at leve og spise sundt, da det bl.a. giver mere energi og overskud til at klare dagligdagens udfordringer, men også for at klæde vores studerende bedre på i forhold til at træffe de sunde valg. I boenhederne arbejdes der med sunde indkøb og madlavning.
Vores mad og måltidskonsulent underviser i løbet af året de studerende i sundhed og hygiejne. Er der i en boenhed ekstra behov for støtte, sparring i forhold til sundere livsstil, eller er der et konkret mål i den enkelte studerendes uddannelsesplan, der omhandler sundere livsstil, tilbyder vi vores beboere og deres kontaktpædagog et forløb med Karisefondens mad og måltidskonsulent. Som et led i implementeringen af mad og måltidsvisionen har vi i Karisefonden udgivet kogebogen: 'Mad trin for trin – alle kan være med'.
Læs mere om Karisefondens formål og værdigrundlag, samt Karisefondens pædagogik ved at besøge siderne her.
Karisefonden tilbyder arbejde på vores egne ni socialøkonomiske virksomheder, og vi kan også finde arbejde til vores borgere uden for egne rammer.
Som en naturlig del af vores botilbud er fritidsliv også en del af hverdagen på Karisefonden. Endvidere har vi et stort fokus på ungdomsliv og sociale relationer.